En skarp nål. Et bankende hjerte af sort blæk og et nyt hjem. Dette er historien om John Luca.

Skrevet af Nanna Hoberg
Fotos af Charlotte Kastberg

En stille summen spiller som musik i baggrunden. Det er airconditionen, der lyder. Her er køligt, men udenfor er det 34 grader varmt, og vinden er stille.

Vi sidder i et sterilt studio, hvor blæk, nåle og designs fylder alle vægge og hylder. Over for mig sidder en lettere nervøs mand med hænderne foldet i skødet og benene over kors.

Hans navn er John Luca. 29 år. Han kommer fra Milano, Italien, og har gennem de seneste 15 år arbejdet som tatovør.

”Hvad laver du her på øen John? Og hvorfor lige Zanzibar?”spørger jeg for at bryde tavsheden i rummet.

Johns blik vågner, og et smil i mundvigen bryder frem. Han fortæller:

”I like how life is down here. Hakuna Matata. I think I´m in love with that sentence. Everything is so chill and easy going here. It´s the simple way of life”.

John Luca kigger rundt i rummet. Hans skulder er faldet ned, og han læner sig afslappet tilbage i stolen.

Dette blogindlæg er en del af en serie af artikler, som sætter fokus på de lokale beboere på Zanzibar.

 

Alle portrætter er fotograferet og skrevet af elever fra Zanzibar Højskolen i forbindelse med undervisningen i valgfaget Journalistik og Mediefag.

”Life here is not as complicated as it was back in Milano. The big city is full of chaos. My life here is so much different from back there. Here I can feel myself.”

John Luca stopper med at snakke. Hans øjne er rolige. En tankestrøm rammer ham, og en lang pause uden snak indtræder.

Han får ro.

Det var netop roen, han forelskede sig i, da han ankom til Zanzibar i 2016. Han slog sig ned i landsbyen Paje på Zanzibars østkyst.

Han fik arbejde i tatovørstudiet B4, hvor den eneste støj er den stille summen fra hans aircondition.

”Down here I do not have any television, Wi-Fi and so on. The biggest difference is when I go home at night after work. I´m alone. I´m just me. Alone with my thoughts.”

“It was hard at the beginning – but you get used to it. At that point you learn a lot about yourself.”

Uden for turistsæsonen tager han fortsat hjem til sin familie i Italien, men i dag er det overvældende for ham at komme tilbage til byen. Den kultur han er opvokset i.

Han føler sig fremmed. Og når han er der, tager han sig selv i at drømme sig tilbage på øen, Zanzibar. Hans nye hjem.

Jeg kigger mig omkring. På døren hænger et motiv af en drage og en kat. Hans stil er let at identificere. Oldschool og traditionel Chinese.

Den afrikanske kunstform Tinga-Tinga begrænser hans kunstneriske udfoldelse, mener han.

De fleste turister vil nemlig helst have Tinga-Tinga-inspirerede motiver såsom Hakuna Matata eller det afrikanske kontinent foreviget på deres kroppe. Det ærgrer ham.

Mens John Luca fortæller, sidder han med benene over kors, og en fremtræden tatovering titter frem på undersiden af hans læg. John Luca forklarer, at han arbejder på sin egen krop, når turisterne forsvinder fra Zanzibar:

”The season for tourism is important for my work. In the late season I do not get many costumers. That means I have a lot of time by myself in my studio – that gives me the time to explore and be creative. On myself.”

Han kigger mig smilende i øjnene, og jeg fyldes af en beroligende stemning. Den 29 årige John Luca har fundet roen her på øen, og opbygget et nærmest kærlighedslignende forhold til Zanzibar.

Hakuna Matata.

Vi anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Læs mere her.

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close