Portrætserie

Isaya Molley: Manden, der trodsede den sociale arv

I det moderne Afrika er det i højere grad blevet muligt at bryde den sociale arv og gøre op med generationers fattigdom. Isaya Molley er en af dem, som har trodset alle odds og skabt et godt liv for sig selv.

Skrevet af Idun Kristinsdottir Gaardbo, elev på Zanzibar Højskolen

Fotos af Julie Laursen, Signe Dinesen, Camilla Erbo Nielsen & Emilie Skjold, elever på Zanzibar Højskolen

Isaya Molley er en ung tanzanianer, som har givet fingeren til fattigdom og et liv på bunden af samfundet.

Han voksede op i Arusha i det nordøstlige Tanzania med sin mor og storesøster. Moren var alene om opdragelsen. Hun tjente penge til familien ved at sælge frugt på det lokale marked. Der var ikke meget tilovers, men det var nok til at leve et simpelt liv og sørge for, at Isaya og søsteren kunne gå i skole. For det meste.

Da Isaya Molley var 13 år, var det tæt på at gå helt galt. Han skulle til sin eksamen i 7. klasse, og der var ikke penge nok til at betale for hans prøver. Uden sine prøver ville han ikke kunne fortsætte til næste skoletrin. For mange børn i Tanzania betyder en afbrudt skolegang, at de går en usikker og dårlig fremtid i møde. Isaya Molleys familie gjorde alt, hvad de kunne for at skrabe pengene sammen. Men det lykkedes ikke.

Midt i presset og ulykkeligheden får Isaya Molleys mor et hjerteanfald, som er tæt på at koste hende livet. Alt er hektisk, og det tager hårdt på Isaya. Men han beslutter sig for at tage sagen i egen hånd.

Dagen efter sørger han for at få et møde med skoleinspektøren. Han forklarer situationen og beder om hjælp til at betale prøverne. Inspektøren overvejer situationen.

Isaya Molley har altid været den typiske lillebror. Krudt i røven og højt fravær i skolen. Alligevel beslutter skoleinspektøren sig for, at give Isaya en chance og betale for hans prøve.

Dette blogindlæg er en del af en serie af artikler, som sætter fokus på de lokale beboere på Zanzibar.

 

Alle portrætter er fotograferet og skrevet af elever fra Zanzibar Højskolen i forbindelse med undervisningen i valgfaget Journalistik og Mediefag.

Uden for inspektørens kontor er mange forargede. De siger, at han aldrig kommer til at bestå. At han blot er en fattig dreng med højt fravær og mangel på evner.

Men næste dag viser Isaya Molley, at de tager fejl. Til prøven ender han som den næstbedste på sin årgang, på trods af de lave forventninger og mangel på opbakning.

I de følgende år trodser Isaya Molley alle statistikker over manglen på uddannelse blandt fattige børn i Tanzania. Han ender på universitetet. En kæmpe bedrift i et land, hvor to tredjedele af alle børn end ikke får begyndt på secondary school.

På universitetet studerer Isaya Molley virksomhedsledelse og økonomi. Her får han lagt grundstenene til sin drøm om at være selvstændig og lede en forretning.

For otte måneder siden rejste Isaya Molley og hans søster til Zanzibar for at forfølge drømmen og starte deres egen isbutik i hjertet af Paje.

De to søskende og et par ansatte kæmpede hårdt for at bygge, dekorere og klargøre alt, inden den første is skulle langes over disken. Det hårde arbejde endte med at bære frugt på åbningsdagen, hvor halvdelen af Paje by dukkede op og fik gratis is.

Isaya smiler bredt og beskriver dagen som ”fantastisk og overvældende”

Isaya Molley i sin isbutik i Paje, hvor eleverne fra højskolen ofte dukker op. Foto: Julie Laursen & Signe Dinesen

Isayas plan for fremtiden er at starte flere isbutikker og danne en iskæde, som kan brede sig til andre dele af Tanzania. Måske endda verden.

Den næste isbutik skal opføres i Arusha, så de to søskende kan være tættere på deres højtelskede mor. En mor, som har været den største inspirationskilde for ham. Han kalder hende ”Dronningen af mit hjerte” og bliver tydeligt berørt, når han taler om hende.

Isaya Molley er et bragende eksempel på, hvor langt Afrika er kommet i kampen om bekæmpelsen af ulighed. I en familie med en enlig mor og få penge, blev det alligevel muligt for Isaya Molley og hans søster at gå på universitetet og senere åbne en succesfuld butik.

“Vi havde en hård start på livet, men det er grunden til, at vi står her i dag” siger Isaya Molley stolt i slutningen af interviewet.

Isaya Molley har taget et skridt i den rigtige retning, der giver håb for Afrikas fremtidige generationer.

Al is i butikken er hjemmelavet.

Foto: Julie Laursen & Signe Dinesen

Foto: Camilla Erbo & Emilie Skjold

“Vi havde en hård start på livet,” siger Isaya Molley om sin opvækst. Foto: Camilla Erbo & Emilie Skjold

Foto: Camilla Erboe & Emilie Skjold

Vi anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Læs mere her.

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close