Højskolelivet

Førstehåndsindtryk

By February 25, 2016 March 28th, 2016 No Comments

Jeg står ved det aftalte mødested i lufthavnen med så mange sommerfugle i maven, at jeg dårligt kan være i min egen krop. Endelig, endelig, endelig er dagen, jeg har ventet så længe på, kommet – og det er knapt nok til at fatte!

Jeg kigger lidt rundt, og udover mig selv kan jeg kun se to andre piger, som jeg går ud fra skal afsted sammen med mig – de farvestrålende, løse bukser, de store rygsække og spændte blikke, de sender til deres familiemedlemmer, afslører dem. I takt med at flere og flere kommer hen til mødestedet, stiger antallet af sommerfugle i min mave, og de flyver videre ud i både arme ben og stiger mig helt til hovedet. Tanken om, at jeg skal tilbringe de næste fire måneder i selskab med disse mennesker er virkelig fed, men den er mest af alt mega syret lige nu!

Vi skal følges med vores kulturforståelseslærer, Niclas, til højskolen, hvor swahili-holdet og de andre lærere, som allerede har været der i ti dage, venter på os. Niclas beder os sige farvel til familie og venner og derefter samles ved ham.

Da vi alle står med røde øjne efter at have krammet de velkendte og trygge ansigter farvel, virker det på én og samme tid meget beroligende og lidt angstprovokerende, da Niclas siger: “Kig jer godt omkring. Om fire måneder er disse mennesker jeres bedste venner.”

Da vi triller mod indtjekningsskranken, bliver der sendt mange generte smil til både højre og venstre, mens vi forsigtigt begynder at forhøre hinanden om, hvor vi kommer fra, hvad vi hedder, og om hvorfor vi har valgt at tage til Zanzibar.

Vi sidder allesammen ved gaten og spiller UNO, og snakken går lettere og lettere. De sommerfugle, der før fløj rundt i hele kroppen på mig, er ved at lette, og de efterlader kun glæde og spænding over alle de ting, jeg skal opleve med disse mennesker de næste mange måneder!

I lufthavnen i Doha, 9-10 timer efter vi mødte hinanden i Kastrup, kan man høre folk snakke, og der går aldrig lang tid mellem, man hører latter fra et af de tidligere så spændte ansigter.

Varmen rammer mig som en knytnæve i ansigtet, da jeg træder ud af flyet i Dar es Salaam. Kontrasten til Danmark er enorm: lufthavnen, bevoksningen, varmen, bygningerne, sproget. Dog er der ikke stor forskel på vores og de lokales mængde af tøj, hvilket er ret ufatteligt, eftersom der er 35 grader varmere i Tanzania, end der er i Danmark. Vi smider så meget tøj som muligt, og dét så hurtigt som muligt, bare for at kunne udholde den trykkende varme nogenlunde.

En halv time efter vi er stået ud af flyet, står vi allesammen som sild i en tønde og venter på at få udleveret vores pas og visum. Med sveden drivende af os og med et større eller mindre søvnunderskud får vi sat vores tålmodighed på prøve, da vi for alvor bliver præsenteret for “African time”: tre timer tager det, før alle har fået deres visum…

Men da vi langt om længe sidder i den airconditionerede taxa, og kursen er sat mod det hotel, vi skal bo på for en enkelt nat, glemmer man hurtigt ventetiden i den trange, varme lufthavn. Min hjerne har alt for travlt med at fordøje alt det, mine øjne observerer. Det første der falder mig ind er, at der er folk overalt! Folk ligger og slænger sig i bildæk langs vejkanten, og mellem vejbanerne står folk med deres små selvopstillede boder og sælger alverdens ting og sager. Fisk og eksotiske frugter ligger på bordene i stakkevis. Mænd med de største cykelkurve, jeg nogensinde har set, slingrer ind og ud mellem de mange mennesker. Kvinderne balancerer på bedste afrikanske vis med kæmpe kurve på deres hoveder – de må jo have de stærkeste nakker i verden! Det imponerer mig virkelig!

På trods af den klamme, fugtige varme og mine kampe med myggenettet i hotellets seng har jeg aldrig sovet så godt i mit liv. Vi er klar til at tilbagelægge de sidste kilometer mod Zanzibar og højskolen.

Fra hotellet til havnen i Dar es Salaam var der ikke meget mere end ti minutters gang, men aldrig har så kort en gåtur føltes så lang. Solen banker ned i hovedet på os hele vejen, og taskerne føles tonstunge på vores skuldre og rygge, så en sejltur på to timer gennem det glitrende vand er der ikke mange klager over. Vi sidder på toppen af båden med vind i håret, saltvandsduft i næsen og hud fedtet ind i en god blanding af sved og solcreme. Blæsten køler os ned, og min kropstemperatur er ved at være normal igen – det eneste vi mangler nu, er at dykke ned i det turkisblå hav, som ligner noget fra et postkort.

På havnen i Stone Town bliver vi mødt af endnu en paskontrol, hvilket nok er det sidste, nogen af os orker. Heldigvis bliver vi hverken mødt af “pole pole” eller “African time” i Stone Town, og inden længe ligger alt vores bagage ovenpå en dala dala. Fyldt til randen med spændte mennesker sætter dala dalaen kursen mod højskolen. På vej derhen holder vi ind for at hæve shillings. Da vi spørger, hvor meget det er nødvendigt at hæve, og Niclas svarer 1-200000, tror jeg næsten ikke mine egne ører! Godt nok ved jeg, at kursen er lav, men 200000 – det er jo for sindssygt!

Efter vi har kørt en times tid, dukker højskolen op, og vi bliver mødt af 30 smilende, allerede solbrune, ansigter, der synger en velkomstsang på swahili. Smilet breder sig over hele mit ansigt – her skal jeg uden tvivl nok komme til at få de fedeste fire måneder i mit liv!

Maj Wiben Ebbekjær

Vi anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Læs mere her.

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close