Det er ikke altid, det går, som man forventer. Det oplevede projektgruppen ‘Teaching English’ i hvert fald til deres første engelsk-undervisning af lokalt personale.
“Altså, først og fremmest skal vi jo have det sjovt. Og så forventer jeg, at det vil være en gensidig læringsproces, så vi også kan lære lidt swahili på sigt”, forklarer Freja Lund Freno. Hun håber også på, gruppens undervisning kan medvirke til at styrke deres forhold til det lokale staff, som er dem, de underviser. Freja forventer, det især bliver svært i starten, fordi gruppen ikke kender til niveauet og ikke ved, hvad deres elever gerne vil lære. Sif har derimod ikke rigtig nogen forventninger til undervisningen, men håber i hvert fald på, deres elever kan lære at præsentere sig selv.
Til undervisningens starttidspunkt er der kun seks fremmødte personer. De 5 elever Anna Katrine Hansen, Ida Amalie Hansen, Asbjørn Kjær, Sif Holm-Nielsen og Freja Freno fra projektgruppen står og kigger lidt undrende på hinanden foran tavlen, hvor Ida Amalie har skrevet ‘WELCOME’ med store bogstaver. Meningen er, at de skal inddeles i to hold, henholdsvis begyndere og øvede. Gruppen småsnakker lidt om, hvad der nu skal ske, og spørgsmålet “hvad gør vi nu?” står tilbage i luften på en desperat og opgivende måde. De når endelig til enighed om, at planen om at dele de stille elever ind i to hold må droppes, og Ida Amalie tager ordet og stiller sig ved tavlen. “Welcome” siger hun, og en af vaskedamerne, som er blandt eleverne, siger forsigtigt “Karibu” (red. velkommen på swahili). Anna Katrine’s øjne lyser overrasket op, og hun udbryder “yes, exactly!”, idet en syvende elev kommer dryssende og sætter sig blandt de andre.
Men hvad så nu? Selvom gruppen ikke har lagt det helt store program for dagens undervisning, havde de alligevel forventet et noget større fremmøde. Sif og Anna Katrine får eleverne til at præsentere sit navn på engelsk, mens Freja skriver op på tavlen: ‘My name is…, what is your name?, how are you? og I am fine”. De oversætter løbende til swahili og forsøger at få eleverne til at arbejde sammen to og to, men ideen om at få skabt en dialog og afstemt forventningerne omkring undervisningsindholdet dør lidt ud, og stemningen daler, for eleverne er fuldstændig tavse. Gruppen kigger febrilsk på hinanden. Midt i det knapt så velfungerende gruppearbejde kommer en ottende elev til, og det er som om, de alle sammen begynder at tø lidt op.
Ida Amalie spørger, om de kan tælle til ti. Hun tæller selv på fingrene, mens hun siger tallene højt og tydeligt. Eleverne nikker indforstået og tæller selv med, og gruppen indser, niveauet måske er lidt højere end forventet. Eleverne begynder at fnise og at snakke indbyrdes på swahili, hvilket kun får projektgruppens blikke til at se endnu mere forvirrede ud. De bliver enige om, at spørge eleverne, hvad de godt kunne tænke sig at lære. Ingen giver noget svar, da de spørger.
Anna Katrine kommer med et par forskellige forslag: “Animals? You want to learn some different animals? Or countries? What do you want to learn?”. Stadig intet svar. Indtil den sidst ankomne elev rejser sig op og tager kridtet ud af hånden på Freja. På tavlen skriver han ‘past tense’, og AK og Asbjørn nikker imponeret. Nedenunder skriver han ‘present tense’, ‘present perfect’ og ‘present participle’.
Projektgruppen havde været ret nervøse for sprogbarrieren, for selvom vi bliver undervist i swahili her på skolen, er vi langt fra flydende. Men manglende fælles sprog bliver næppe et problem, for niveauet er overraskende højt i forhold til forventningerne, og de tavse eleverne lægger tydeligvis låg på deres kunnen.
Når man spørger gruppen, hvad de selv syntes om deres første undervisningsgang, virker de ret slukørede. Det føltes som en kamp at få eleverne i tale, og det var en skuffende oplevelse at stå foran de tavse elever, når man havde forventet og planlagt noget helt andet.
Men hvad gør man så, når det ikke går, som man lige forventede? Gruppen mener, at det først og fremmest er en stor hjælp, at de nu kender en lille bitte smule bedre til elevernes niveau. Til næste gang vil de ikke ligge sig for fast på én bestemt plan for undervisningen, for de er blevet klar over, hvor vigtigt det er, at kunne hive plan B eller C ud af ærmet. For det ER Afrika, og forholdet til tid er noget anderledes, end hvad vi ellers er vant til. Altså er det ikke altid, man lige kommer til tiden, hvis man overhovedet dukker op, og det er nok i virkeligheden gruppens største udfordring. For er der elever skal de uden tvivl nok komme til at undervise i engelsk!
