Skip to main content

Involver dine nærmeste

Her er lidt erfaringer, som er gode at tænke over

Skal kæresten med eller blive hjemme?

Det kan være en svær beslutning at rejse væk fra sin kæreste i fire måneder, og derfor er der også mange som vælger at tage af sted som kæreste par. Er beslutningen at tage af sted alene, er det vores erfaring at fire måneder går utrolig hurtigt og at det er det hele værd når man genforenes hjemme i Danmark.

Rigtig mange vælger også at få besøg af deres kæreste mens de er på vores højskoleophold i udlandet.

Læs hvordan tidligere elever taklede det at være væk i fire måneder fra kæresten længere ned ad siden.
Adventure-Safari-fællesskab

Tag forældre og pårørende med i dine overvejelser

Det vil også være naturligt hvis dine nære pårørende har bekymring for sikkerhed og sygdomme på Zanzibar. Nederst på denne side kan du læse om trygheden på skolen, om sygdomme og vores tilknytning til en dansk læge på Zanzibar.

Prisen på et 4 måneders ophold kan for nogen umiddelbart virke af meget, men hvis du bruger lidt tid på at se hvad der indgår og holder det op mod en individuel længere rejse, et højskoleophold i Skandinavien, samt det man normalt vil bruge i Skandinavien på 4 måneder, vil du hurtigt se at det ikke er dyrt og at man får meget med i den samlede pakke.

Er du så heldig at få økonomisk støtte af dine pårørende, er det derfor en rigtig god ide, at du inddrager dem, så de også ser dette som en fælles investering i dig og din fremtid. Prisen er for et ophold på Zanzibar Højskolen, kan i se under ”priser”. Her finder du en overskuelig oversigt over hvad der er med i prisen og hvilke ekstra tilvalg der kan gøres under opholdet.

Der er også rigtig mange forældre og pårørende der vælger at komme på besøg. Fordelen ved dette er – ud over at få en fantastisk ferie – at de får et indblik og bliver delagtiggjort i noget som vil få enorm betydning for dig og som du i lang tid vil snakke højt om ved fællesspisningen 🙂
Sol og sommer bliver nydt på Zanzibar højskolen

Få besøg mens du er på højskolen

Vi er mere end glade for at få besøg at både forældre, kærester og andre pårørende på Zanzibar Højskolen og det er super hyggeligt når forældre dukker op med leverpostej og makrel i tomat som man ikke kan få på Zanzibar. Vi kan desværre ikke tilbyde gæster at logere på højskolen, da vi ikke har plads, men der ligger masser af mindre hoteller tæt på skolen.

Det er vigtigt, at du stadig deltager i undervisningen imens du har besøg. Prøv eventuelt at planlægge besøget, så det passer med at du har noget fritid. Får du besøg af kæresten vil det være muligt at lave en aftale om at vedkommende kan spise med på højskolen.

Det at have en kæreste når man skal på højskole var selvfølgelig noget jeg gjorde mig en del tanker om før jeg tog afsted. Hvordan ville det gå? Kunne man holde til det osv. Men jeg var aldrig i tvivl om jeg skulle tage afsted. Og det gik også over alt forventning! Måske også fordi min kæreste valgte at tage ned og besøge mig en uge ca. midtvejs i opholdet. Det var en fantastisk uge! Det var så dejligt at hun mødte alle mine nye venner og så de omgivelser jeg boede i. Men det var ikke kun i den uge at det var fedt, for bagefter vidste hun så hvem og hvad man snakkede om når man fortalte historier, det var næsten det bedste ved det.”

– Emil, august 2015

Emil

Jeg havde allerede bestilt mit højskoleophold, da jeg blev kærester med Jeppe. Vi snakkede meget om, at jeg skulle være væk i 4 måneder, men vi blev enige om, at det kunne vi godt klare. Jeg var selvfølgelig nervøs for, om vores relativt nye forhold ville kunne klare sådan en stor udfordring, men det skulle ikke stoppe mig i at tage af sted. Under opholdet savnede jeg ham meget, men der sker så meget omkring én nede på Zanzibar, at man også ofte glemte savnet. Selvom det var svært nogle gange, var det det hele værd. Jeg har fået mit livs oplevelse, men samtidig var det også en helt fantastisk følelse at se Jeppe vente på mig i lufthavnen”.

– Mie, august 2015

Sikkerhed og sygdom

Zanzibar er en fredelig ø

Højskolen har eksisteret på Zanzibar siden 2004, så vi kender øen godt, og lokalbefolkningen har et godt kendskab til skolen. Zanzibar Højskolen har gennem årene hjulpet med mange projekter i lokalsamfundet og vi er vellidt på øen. Derudover tager højskolen alle de fornødne forholdsregler, der altid er sund fornuft når man er gæst i et andet land.

Dansk læge i Stonetown/Zanzibar Town

Skulle en elev være så uheldig at blive syg imens vedkommende er på skolen, har vi en aftale med en dansk læge i Stone Town. Vi er i et nyt miljø med en anderledes bakterieflora. Det er svært at undgå at nogen bliver syge men langt de fleste sygdomstilfælde kan dog klares hos den danske læge eller på hospitalet i Stone Town. Derudover har alle undervisere førstehjælpskursus og to er uddannet førstehjælpsinstruktører. Skulle der opstå et mere kompliceret tilfælde tager vi til et internationalt hospital i Dar Es Salaam.


Risikoen for at få malaria er minimal

Zanzibar Malaria Elimination Programmes (ZAMEP) har de sidste 10 år haft en effektiv strategi for at udrydde Malaria på Zanzibar, med stor succes. Malaria er ikke længere på listen over de største helbredsproblemer på Zanzibar. Risikoen for at få malaria på Zanzibar vurderes i dag til at være minimal.

Malaria-Zanzibar

Graf over antallet af malariasmittede på Zanzibar

Kilde: Zanzibar Malaria Elimination Programme

Læs mere om malaria i vores FAQ.

“Der findes en flig af galskab i al kærlighed

– men også en smule fornuft i al galskab”

 – F. Nietzsche

Afstem dine forventninger

Personligt, socialt og fagligt

Gode råd til finansiering

Invester i dig selv

Se vores priser

Priser, afrejsedatoer m.m.