Chat with us, powered by LiveChat
Højskolelivet

10 ting vi vil savne, når vi forlader Zanzibar

Om en måned er vores ophold og eventyr på Zanzibar desværre allerede slut. Her er 10 ting, vi kommer til at savne, når vi forlader Zanzibar Højskolen.

Skrevet af Pernille Lauridsen og Frida Conrad, elever på Zanzibar Højskolen

1. Folk, som altid hilser

En ting, man kan sige om befolkningen på Zanzibar, er, at de altid er glade og høflige – selv overfor fremmede og turister. Det er virkelig noget, vi kunne lære af hjemme i Danmark.

2. Chapati

Vi har fuldstændig forelsket os i det pandekage-lignede brød, som er lavet udelukkende af olie (masser af det!), vand, mel og salt. Vi spiser det gerne morgen, middag og aften, hvis det står til os.

3. Eksotiske frugter

Mango, vandmelon, passionsfrugt, ananas, bananer, og vi kunne blive ved og ved. Behøver vi sige mere?

4. Solen, stranden og vandet

Hvem har ikke altid drømt om at bo midt på en bounty-strand med høj sol og klart vand? Det har vi! Derfor er det også klart en ting, vi kommer til at savne, når vi kommer hjem til kolde Danmark.

5. Staff

På højskolen har man udover sine højskolevenner også fået en ny familie – her på skolen kalder vi dem Staff. Ikke nok med de hjælper med mange praktiske gøremål, så står de altid klar med smil og grin.

6. Fredagsbar

At kunne feste med alle sine venner fredag efter fredag med lækre drinks, sjove temafester og godt humør, står højt på listen over ting, vi vil savne.

7. ”Pole-pole tid”

Selvom vi i starten kunne blive stresset over den såkaldte ”pole-pole tid”, hvor alting foregår i et langsomt og roligt tempo, har vi lært at holde af den. Hvorfor skulle vi dog skynde os, når vi kan hygge os i stedet?

8. Priserne

Det ser voldsomt ud, når en is-latte koster 5.000 shillings på den lokale beachbar. Men bare rolig. Det svarer kun til 15 danske kroner. Derfor får man hurtigt et forskruet syn på penge, og vi vil helt klart komme til at savne følelsen at have råd til alting.

9. Morgensport
Det kan godt være, det er hårdt, og at sveden løber ned af os, men det er nu også hyggeligt (og nødvendigt!) at mødes med alle vennerne til morgensport et par gange om ugen. En ting er helt  sikkert: Vores kondition bliver i hvertfald taknemmelig, når vi kommer hjem.

10. Hinanden

Alle de mange nye mennesker og venskaber, vi har fået hernede, bliver svært at sige”farvel” til. Derfor er vi sikre på, at det ikke bliver et farvel, men et PÅ GENSYN! Vi kommer selvfølgelig også til at ses hjemme i Danmark.

Vi anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Læs mere her.

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close