
Zanzibar Højskolen har givet mig rigtig mange ting. Den har givet mig venskaber, som jeg tror kommer til at holde i meget, meget lang tid. Den har givet mig oplevelser, som jeg vil huske hele livet og den har givet mig et helt nyt perspektiv på min hverdag. Og hvis du spørger min mor, så har jeg ændret mig utrolig meget. Jeg er lige pludselig blevet huslig! Jeg er også startet i fitness og det var der ingen (jeg understreger ingen), der havde regnet med.
Et farvel til Zanzibar Højskolen
Det er ved at være halvanden måned siden, at jeg kom hjem fra fire fantastiske måneder på Zanzibar. Jeg tror aldrig, at jeg har spist så meget rugbrød i mit liv, som jeg har gjort i den sidste tid. Velkommen hjem til Danmark, siger jeg bare. Selvom jeg er ved at finde fodfæste igen, føler jeg mig stadig en smule rundt på gulvet og ved ikke helt hvad jeg skal gøre af mig selv. På trods af, at det er længe siden jeg kom hjem, så har jeg stadig ikke fået varmen, til gengæld har jeg fået en god omgang influenza, jeg har ikke spist ris, jeg har ikke sagt mambo og mit værelse er alt for stille.
Jeg savnede min egen seng og min dyne, men lige pludselig er mit værelse for tomt. Jeg blev vant til en blæser, der larmede, en roomie, som snakkede i søvne og generelt bare tre andre pigers vejrtrækninger. Nu savner jeg nogen, som jeg kan drille eller have en dyb snak med, inden jeg skal sove. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg min mor er træt af, at jeg driller hende, inden jeg går i seng.
Jeg savner de lokale staff, som jeg fik et utrolig tæt forhold med. Jeg savner sol og sand, selvom jeg prøvede at undgå begge, da jeg var af sted. Jeg savner i bund og grund bare min Zanzibar-familie.
Men på trods af, at jeg savner alt dette og det lige nu virker uoverskueligt, så ville jeg ikke være denne erfaring foruden. Jeg tror, at jeg kommer til at savne utrolig mange ting i utrolig lang tid, men det har absolut været de bedste fire måneder på Zanzibar. Jeg er så glad for, at jeg tog af sted.
Det bliver ikke sidste gang, at jeg besøger Zanzibar. Jeg har efterladt nogen venner tilbage på Zanzibar, som jeg jo bliver nød til at besøge.
Tak for denne gang. Vi ses nok igen, Zanzibar (Højskolen).
Af Stine Kristiane Rønnov-Jessen, elev august 2016 på Zanzibar Højskolen.