Undervisning

Bliv klogere på dig selv og verden omkring dig

Når undervisning og eventyr går hånd i hånd

På Zanzibar Højskolen er undervisningen en del af noget større. Gennem 16 uger veksler vi mellem faglig fordybelse, højskoleliv og oplevelser, der giver nye perspektiver på verden og os selv.

Undervisningen er fordelt på tre perioder af cirka tre uger, med vores 12-dages Adventuretur og 16 dages Rejseuger imellem. Opholdet begynder med en introperiode på cirka to en halv uge og afsluttes med en fælles outro.

I en typisk undervisningsuge har du hovedfag tre formiddage og linjefag de øvrige to. Interessefagene er fordelt ud over ugen og er mere frivillige. Dertil kommer alt det, der gør højskolelivet særligt: morgensang, fællesaftener, projekter og fælles oplevelser.

3 Hovedfag

Selvindsigt / Kulturforståelse / Miljøkendskab

Hovedfagene er det fælles fundament i dit højskoleophold. Her deltager alle i Selvindsigt, Kulturforståelse og Miljøkendskab, som du har undervisning i hver uge gennem undervisningsperioderne. De tre fag hænger sammen og åbner for spørgsmål om, hvem du er, hvordan du møder andre, og hvordan vi passer på den verden, vi deler.

Vi tager udgangspunkt i det, du oplever på Zanzibar, og giver plads til samtaler, eftertanke og nye perspektiver. Du får mulighed for at udfordre dine forestillinger, blive klogere på dine værdier og forstå sammenhænge, du måske ikke tidligere har tænkt over. Det er fag, der giver dine oplevelser mere dybde – og refleksioner, du kan tage med dig videre i livet.

Hvem er du, og hvad har formet dig til den, du er i dag?

I Selvindsigt arbejder vi med psykologi, kommunikation, identitet og personlige værdier. Gennem samtaler, øvelser og refleksioner bliver du klogere på dine egne handlemønstre, relationer og den måde, du møder verden på.

Vi undersøger blandt andet, hvordan vores opvækst, kultur og omgivelser påvirker os – og hvordan en større forståelse af os selv kan skabe nye muligheder for at udvikle os og møde andre med åbenhed.

Hvad er kultur egentlig, og hvordan former den vores måde at se verden på?

I Kulturforståelse undersøger vi de værdier, traditioner og forestillinger, der præger vores liv. Med udgangspunkt i mødet mellem forskellige kulturer udfordrer vi vores egne perspektiver og bliver klogere på både ligheder og forskelle.

Vi diskuterer blandt andet, hvad begreber som dansk og afrikansk kultur egentlig dækker over, og hvordan historie, samfund og kulturmøder påvirker vores forståelse af hinanden. Målet er ikke at finde enkle svar, men at blive bedre til at stille nysgerrige spørgsmål.

Hvordan hænger vi mennesker sammen med naturen – og hvilket aftryk sætter vi på den?

I Miljøkendskab udforsker vi samspillet mellem mennesker, natur og miljø. Vi arbejder med emner som biodiversitet, klimaforandringer, naturbevaring og fødevareproduktion – og undersøger, hvordan vores valg påvirker både lokale og globale økosystemer.

Zanzibars mangfoldige natur bliver en aktiv del af undervisningen. Gennem oplevelser og udflugter til blandt andet koralrev, regnskov og lokalt landbrug får du mulighed for at opleve de sammenhænge, vi taler om, på tæt hold.

3 Linjefag

Volontør / Hands On Zanzibar / Idræt & Sundhed

Linjefaget er din mulighed for at fordybe dig i noget, der interesserer dig. Du vælger én af tre retninger og arbejder med den to dage om ugen gennem undervisningsperioderne.

Du kan vælge mellem Volontør, Hands On Zanzibar og Idræt & Sundhed. Tre forskellige måder at opleve og engagere sig i Zanzibar på – gennem frivilligt arbejde og menneskelige relationer, praktiske og kreative projekter eller bevægelse og fysisk udfoldelse.

Fælles for linjefagene er, at du lærer gennem deltagelse, samarbejde og nye erfaringer, som rækker ud over den traditionelle undervisning.

Volontør linjen

I dette fag skal vi helt elementært ud at lave frivilligt arbejde på en skole i Stone Town – Montessori Primary and Secondary School. Det gør vi med det formål at skabe kulturforståelse og relationer på tværs af landegrænser, der giver dig undervisningserfaring og et større engagement af globalt medborgerskab. Vi har forsøgt at skabe en platform, hvor du får dybere indblik i og en forståelse for en kultur og et samfund, gennem det menneskelige møde.

Et ligeværdigt samarbejde

Vi ønsker også at hjælpe til der hvor der er brug for det, og skabe et ligeværdigt og respektfuldt samarbejde mellem skolen Montessori og Højskolen. Når du tager ud og laver frivilligt arbejde, er det vigtigt for os, at det foregår på en respektfuld og ansvarlig måde, hvilket du også bliver klædt på til som en del af undervisningen.

Eksempler på indhold i undervisningen

Kulturudveksling

At deltage i frivilligt arbejde som en integreret del af dit højskoleophold på Zanzibar Højskolen, skaber en givende oplevelse af gensidig berigelse. Når du faciliterer undervisning i engelsk og matematik på lokale børnehjem, deltager du ikke kun som underviser, men som en ligeværdig del af et læringsfællesskab. Sammen med børnene skaber du en bro mellem kulturer, hvor viden og erfaringer udveksles på tværs. Dette frivillige arbejde styrker ikke blot dine undervisningsfærdigheder, men fremmer også en gensidig forståelse og respekt.

Hands On Zanzibar

På linjefaget Hands On Zanzibar kombinerer du teori og praksis gennem ligeværdige samarbejdsprojekter med lokalbefolkningen. Som elev får du hands-on erfaring i projektplanlægning, udførelse og evaluering. Med fokus på ligeværdige partnerskaber styrker faget ikke kun tekniske færdigheder inden for projektledelse, men fremmer også kulturel forståelse og gensidig respekt. Fra ideudvikling til implementering lærer du at navigere gennem udfordringerne ved tværkulturelt samarbejde og skabe bæredygtige resultater til gavn for både lokalbefolkningen og højskolefællesskabet.

Praksisnært og lokalt forankret

I dette fag forener du teori og praksis i forskellige lokalforankrede samarbejdsprojekter, der primært fokuserer på kulturudveksling med børn og unge fra lokalområdet. Du kommer til at have en ledende rolle og nøglefunktion i både planlægning og udførelse og bliver klædt på med en bred vifte af projektledelsesværktøjer, lige fra idé- og konceptudvikling til praktisk eksekvering og evaluering. Som en del af strukturen, kommer du til at lede dine medkursister – alle dem der ikke har faget – som deltager som frivillige i de forskellige projektsammenhænge.

Eksempler på indhold i undervisningen

Sæt dit aftryk

Gennem tiden har elever fra forskellige hold beskæftiget sig med projektudvikling inden for meget forskellige områder og af forskellige størrelser. Vi har for eksempel startet en lokal fodboldklub, bygget skralde stationer i landsbyen og startet en lille fabrik med sæbeproduktion, der i dag styres af lokale kvinder. I dag lever mange af disse projekter stadig, og overleveres fra hold til hold, men der startes i ligeså høj grad nye projekter op på hvert hold, der udvikles af de elever det enkelte hold nu engang består af.

Idræt & Sundhed

Linjefaget Idræt og Sundhed inviterer dig til en unik rejse, hvor motion og sundhed forenes med den betagende skønhed på Zanzibar. Gennem en blanding af lokale idrætsaktiviteter, som f.eks. strandvolley og traditionelle danse, udforsker du ikke kun din fysiske form, men også øens kulturelle idrætstraditioner. Fra morgenfitness ved det azurblå hav til sundhedsworkshops med lokale eksperter, dykker du ned i en holistisk tilgang til velvære. Samtidig deltager du i lokale sportsbegivenheder, knytter bånd med lokalsamfundet og skaber minder om sundhed, bevægelse og kulturel udveksling under solen på Zanzibar. Det er helt oplagt for dig der søger en idrætshøjskole i unikke omgivelser, hvor vejret (næsten) altid er solrigt.

Kom i dit livs form

På linjefaget Idræt, har du mulighed for at fordybe dig i idrættens mange facetter. Vi kaster os ud i et væld af forskellige sportsgrene såsom beachvolley, fodbold, dans, capoeira, yoga, løb, crossfit, styrke- og cirkeltræning m.fl.. Indholdet varierer og tilpasses forskellige niveauer så det bliver sjovt, udfordrende og spændende for alle. Du får med andre ord gode vilkår for at komme i dit livs fysiske form. Undervisningen favner alle uanset niveau.

Eksempler på indhold i undervisningen

De svedigste minder

At dyrke idræt på Zanzibar er en unik oplevelse, hvor du kan kombinere motion med spektakulær natur. De gyldne strande og det azurblå hav danner baggrunden for din træning, mens du nyder solen og den friske havluft. Lokale idrætstraditioner og kulturelle aktiviteter giver en autentisk smag af Zanzibar, og det sociale samvær under sportssessionerne skaber forbindelser og venskaber på tværs af kulturer. Uanset om det er beachvolley, snorkling eller lokale boldspil, giver idræt på Zanzibar en dynamisk og mindeværdig måde at holde sig aktiv på i paradis.

Interessefag

Interessefagene er dit frirum til at udforske nye sider af dig selv, dyrke det, du allerede elsker, eller kaste dig ud i noget helt ukendt.

Find roen med Yoga og meditation, mærk rytmerne i Afrofusion, eller få pulsen op med Beachvolley, Fodbold og Morgenidræt. Slip kreativiteten løs med African Crafts, udforsk øens musikalske traditioner i Lokal musik, eller dyk endnu dybere ned i sproget med Advanced Swahili.

Med ni forskellige interessefag er der rig mulighed for at følge din nysgerrighed – og prøve noget nyt sammen med dine højskolevenner.

Morgenidræt

Start dagen med frisk luft, sjov træning og fællesskab mens solen stiger op.

Yoga & Meditation

Find ro, balance og fokus i de smukke omgivelser.

Afrofusion

Dans og bevæg dig til energi og glæde med rytmer fra afrikansk musik.

African crafts

Boost din kreativitet og skab unikke ting gennem det lokale håndværk.

Swahili advanced

Dyk dybere ind i sproget og kulturen med fokus på samtale.

Beachvolley

Udvid repertoiret med tricks og finter gennem ekstra træning og kampe.

Fodbold

Få sved på panden og oplev fodboldfællesskab på tværs af køn og kulturer.

Lokal musik

Dyk ned i Zanzibars rige musikkultur og rytmer når vi synger og spiller med lokale kunstnere.

FAQ’s vedrørende Undervisningen

På en højskole lærer du ikke for at bestå en eksamen, men for at blive klogere på dig selv, andre mennesker og den verden, du er en del af. Her er ingen karakterer eller lektier. Til gengæld er der plads til nysgerrighed, fordybelse, diskussioner og nye perspektiver. Undervisningen handler ikke kun om, hvad du lærer, men også om, hvad du tager med dig videre i livet.

Vi tror på, at noget af den vigtigste læring sker, når teori møder virkeligheden. Derfor foregår undervisningen både i klasselokalet og ude i de omgivelser, vi er en del af. Gennem samtaler, workshops, praktiske projekter og møder med lokalsamfundet får du mulighed for at opleve, undersøge og reflektere over det, du lærer. Zanzibar er ikke bare rammen om undervisningen – øen er en aktiv del af den.

Dit linjefag er en vigtig del af dit ophold, fordi det er her, du får mulighed for at fordybe dig i noget, der interesserer dig særligt. Derfor anbefaler vi, at du undersøger de forskellige linjefag og mærker efter, hvad du har mest lyst til at engagere dig i. Du vil stadig opleve fællesaktiviteter og møder på tværs af fagene, men dit valg danner udgangspunkt for en væsentlig del af din undervisning.

Nej. Du behøver hverken særlige kompetencer eller erfaringer for at være med. Vi kommer med forskellige baggrunde, interesser og perspektiver – og netop det er en styrke i højskolefællesskabet. Det vigtigste er, at du møder op med åbenhed, engagement og lyst til at lære. Her er der plads til både dem, der har meget på hjerte, og dem, der lige skal finde modet til at tage ordet.

Du har som udgangspunkt undervisning hver formiddag fra mandag til fredag. Tre formiddage er afsat til hovedfagene Selvindsigt, Kulturforståelse og Miljøkendskab, mens de øvrige to er dedikeret til dit linjefag. Interessefagene ligger spredt ud over ugen og er mere frivillige. Derudover byder højskolelivet på morgensang, fællesaftener, projekter og masser af aktiviteter, der binder fællesskabet sammen.

Verden er dit klasselokale – og eventyret fortsætter

Undervisningen er en vigtig del af dit højskoleophold, men langt fra det eneste, der venter. Gennem 16 uger veksler vi mellem faglig fordybelse, stærke fællesskaber og eventyr, der bringer dig tættere på både dig selv og verden omkring dig.