Ledige stillinger

Se video fra dagligdagen på Zanzibar

Zanzibar Højskolen søger en praktikant i Musik

Fra 1. oktober 2020 til slut januar 2021

Går du rundt med en indre eventyrer, der trænger til nye udfordringer og meningsfuldt arbejde under varmere paradisiske himmelstrøg? Så er dette måske en unik mulighed for at realisere dette som underviser på Zanzibar Højskolen.

En spændende social arbejdsplads, som er funderet på en vision om at gøre en positiv forskel

Mulighed for at forene faglighed og rejseoplevelser

 1 år i troperne med udfordrende arbejdsopgaver

Mulighed for at tage dykkercertifikat samt at deltage i elevernes adventure-tur inkl. safari

Zanzibar Højskolen er en privat tanzaniansk højskole, som ejes og drives af Jan Iversen, der er højskolens forstander. Den drives med inspiration fra de danske højskoleprincipper om almen dannelse og sociale fællesskaber. Skolen har ingen religiøs, politisk eller organisatorisk tilknytning. Zanzibar Højskolen finansieres udelukkende af deltagerne. Der er to typer af ophold på Zanzibar Højskolen; vores klassiske højskoleophold med undervisning og projektarbejde samt Hands on Zanzibar, hvor eleverne fokuserer på at undervise i engelsk og matematik på lokale skoler.

Hør om Zanzibar Højskolens vision, ideologi, værdier og undervisning

Musik ansvarlig

Musik er en vigtig del af dagligdagen på Zanzibar Højskolen, det er med til at styrke fællesskabet og højskolelivet. Vi bruger fællessangen til at skabe bånd mellem os og til at skabe gode fælles oplevelser, som vi kan tage med videre i livet. Der er mulighed for at arbejde med musikken på alle måder og vi ser gerne kreativiteten udfolde sig. Men vigtigst af alt, skal det være sjovt og alle skal kunne være med. Som musik ansvarlig står du for morgensang, musik som valgfag og andre fede musikalske initiativer, der styrker sammenholdet og bringer smilene frem hos både elever, ansatte og lokale. Til rådighed har vi et keyboard, 2 guitarer, 1 ukulele, afrikanske trommer og andre rytmeinstrumenter, samt udstyr til at forstærke lyd. I starten af hvert hold udformes et nyt og opdateret sanghæfte, som man er fri til at sætte et præg på, der vil typisk også være nogle ønsker fra eleverne. Vi forventer, at du kan synge og har erfaring med at igangsætte og styre fællessang, samt instrumentgrupper. At du kan akkompagnere ud fra akkorder på klaver og meget gerne også har forståelse for at spille guitar. Det handler ikke om kvaliteten af musikken, men det skal spille og vi skal have det sjovt.

Hør om praktikstillingen i Musik

Ansættelsesforhold

Da vi befinder os i udlandet i 4 intensive måneder, vil du også se, at ansættelsesvilkårene er noget anderledes, end hvad du måske er stødt på hidtil. Vi skal i fællesskab sørge for, at højskolen er et godt socialt sted at være. Vi skal sørge for god faglig undervisning. Vi skal både være forbilleder, mor, far, kammerat, sygepasser, en, man kan være fortrolig med, den, der viser overskud, og ikke mindst skal vi have en masse gode oplevelser. Du skal derfor se på din evt. kommende ansættelse som en idé, du synes om, og som du har lyst til at kaste dig ud i med alt, hvad det indebærer.

Arbejdsvilkår og opgaver

  • Du skal kunne deltage i et underviserteam, som sammen skal udbyde bedst mulig service og undervisning til højskolens deltagere.
  • Du skal være indforstået med at undervise og arbejde inden for skolens grundlæggende vision, som er:
    • At skabe grobund for kritisk tænkning
    • At inspirere til bred kulturel forståelse
    • At formidle undervisning, der fordrer til accept af forskellighed
    • At styrke de studerende i troen på dem selv
    • At undervise med inspirerende og positiv indstilling
    • At underviser og studerende behandles ligeværdigt
  • Du skal have en baggrund, som kvalificerer dig til at arbejde med musikfaget.
  • Inden afrejse skal du deltage i skolens informationsmøde, samt en lærer tur i en weekend et sted på sjælland.
  • Du skal kunne være til rådighed på højskolen i 4 måneder uden afbrud.
  • Du skal påregne 3 arbejdsdage hver uge (samlet 20 timer inkl. forberedelse) Vi har dog det forbehold, at vi i tilfælde af force majeure (alvorlig sygdom eller andre krævende nødsituationer), skal have mulighed for at have dig til rådighed 24 timer i døgnet i det pågældende tilfælde.
  • Ovenstående arbejdsdage kan virke af mere, da tidspunkterne ofte kan være fragmenterede.
  • Du skal arbejde med musikalske aktiviteter og sammenspilsgrupper, samt ugentlig fællessang. Det forventes, at du har erfaring med musik og kan lede diverse musikalske initiativer.
  • Der vil også være mulighed for at engagere sig i højskolelivet og for at byde ind med diverse aktiviteter.
  • Grundet Afrikas uforudsigelighed, forventer vi stor fleksibilitet, ansvarlighed, engagement og positiv indstilling under hele forløbet.

Praktisk info

Ansættelsesperiode
Ansættelsesperiode er fra den 01.010.2020 til slut januar 2021 (Totalt 4 mdr) med mulighed for at forlænge.

Stillingsbeskrivelse og arbejdstid

Stillingen svarer til en praktikstilling og er derfor ulønnet. Arbejdstiden er et 20 timers job, med varierede arbejdstimer.

Betalt af højskolen

Priserne er ca. priser og er tilbud, man enten kan eller skal deltage i og beløbene er ikke til udbetaling.

– Rejse til Zanzibar tur/retur (Skal) 5.800 DKK

– Adventure tur med safari (sammen med gruppen) (Kan/skal) 8.300 DKK

– Diverse udflugter til brug i undervisning (skal) 1.000 DKK

– Kost og logi 40$ pr dag i 112 dage 29.755 DKK

– Visum + opholdstilladelser (skal) 2.000 DKK

Samlet værdi ca. 46.855 DKK

Betalt af dig

– Forsikring (Gouda’s super forsikring inkl. bagage”) (skal) 4.000 DKK

– Vaccination 2.000 (Skal) DKK

Har dette vagt din interesse?

Læs mere om skolen på vores hjemmeside www.zanzibar-hojskolen.dk og send os derefter en mail til info@zanzibar-hojskolen.dk der:

1. Beskriver din motivation for evt. at søge jobbet

2. Indeholder en beskrivelse af dig som person

3. Giver en oversigt over dine kompetencer og erfaringer (CV)

NB. Ansøgningsfrist (gerne hurtigst muligt) er d. 15. juni 2020

Vi vil vurdere ansøgningerne løbende, og vi vil bestræbe os på at give hurtig svar. Ved positivt udfald vil vi give en nærmere beskrivelse af jobbet samt lave en gensidig forventningsafstemning af løn og ansættelsesforhold m.m.. Herefter vil der så blive en endelig udvælgelse efterfulgt af jobinterview.

Vi ser frem til at høre fra dig.

Bedste hilsner

Zanzibar Højskolen