Skip to main content
HøjskolelivetHvad sker der nu?Undervisning

Samling fra anden del af Zanzibar Højskolen: Kære dagbog…

By October 30, 2017April 20th, 2023No Comments

Tiden går, klokken slår. Vi er så småt halvvejs i vores ophold på skolen, hvilket slet ikke er til at forstå. Den sidste tid har budt på undervisning i fagene miljøkendskab, selvindsigt, kulturforståelse, swahili, sport og mediefag. I miljøkendskab lærer vi om miljøet og om, hvordan det har ændret sig og om, hvordan det mon bliver i fremtiden. Vi forsøger alle at være lige så begejstrede som vores lærer Stefan hver gang, vi ser et fremmet dyr eller en sjov plante, men ingen af os kan følge helt med.

Selvindsigt byder på undervisning omkring, hvem vi er. Uden, at det skal lyde som om, at vi sidder i rundkreds og snakker om følelser og forventer at komme hjem som nye mennesker, så er vores selvindsigtslærer Karin meget begejstret for cirkler. Det er spændende at lære, hvordan man kan arbejde med sig selv og meget relevant i forhold til, hvilken rolle man har i så stort et fællesskab, som vi lever i her på højskolen. Kulturforståelse giver os redskaber til at begå os i en ny kultur, som er anderledes end den, vi kommer fra. Vi prøver ihærdigt at interagere med de lokale, hilse på dem og skabe relationer uden at blive anset som en skør mzungu (hvid mand). Her har vi et forbillede i vores lærer AK, som igennem mange år har studeret netop dette og nu giver os tips og tricks til at takle en ”pole pole kultur”. Swahili skaber muligheden for endnu mere interaktion med de lokale. Vi lærer at hilse, spørge om vej og – ej at forglemme – en masse nyttige fraser til at begå sig på Jambobar. Heriblandt sætninger som ”Har du en kæreste?”, ”Er du gift?” og ” 10 øl tak”… vores lærer Rashid er en verdensmand, som taler flere sprog end os alle tilsammen.

Sport byder på alt fra boldspil og cirkeltræning til sandslotskonkurrencer. Vi har mulighed for sport alle dage i ugen, hvoraf nogle af træningerne er obligatoriske. Selvom det kan virke uoverskueligt at skulle svede allerede kl 7 om morgenen eller om eftermiddagen, hvor solen står på sit højeste, er der altid mulighed for en god panering i form af sved og sand. Vi dyrker sport på skolens fodboldbane af sand eller, hvis vi er rigtig heldige, på en hvid sandstand med det turkisblå hav som baggrunden. Skolen har også eget fitnesscenter, som er til fri afbenyttelse. Vores idrætslærer, Mikael, ses ofte med en soundbox under den ene arm og en tavle med dagens program under den anden.

elever dyrker idræt på stranden. Vælg Zanzibar Højskolen hvis du drømmer om et ophold på en idrætshøjskole

Nogle elever har tilvalgt faget medie og journalistik, som giver dem viden om journalistikken og mediernes rolle i samfundet. Mediefagslæreren Jonas er også skolens markedsføringsansvarlige og er altid lige klar til at fange os i vores bedste øjeblikke. Derudover har vi på skolen haft besøg af Knud Brix, som lavede nogle helt fantastiske oplæg. Mediefagsholdet har også til opgave at læse nyheder op til fredagens fællesmøde, så vi alle kan følge lidt med i verdenssituationen, selvom vi sidder i Afrika. Den ene uge tager den anden, og hver weekend er booket med ting, vi individuelt vil opleve. Vi drager ud på alle former for eventyr til vands, til lands, i luften og på scootere. Fælles for alle er glæden ved igen at skulle vende hjem til højskolen og dele sine oplevelser med alle vennerne over en god omgang gryderet og ris. For tiden, når weekenderne er meget pressede, og vi ikke har tid til Jambobar om fredagen, er vi ”desværre” nødsaget til at tage til pool party om torsdagen i nabobyen. Her er der drinks, pool og afrikansk livemusik med bongotrommer og sang. Vi skal jo have ugens fest med alle vennerne. Så må vi bide i det sure æble, når vi fredag morgen skal op til værelsesrengøring og foredrag om dannelse.