Om skolen

Tag en flyvetur over

Zanzibar Højskolen

Livet på skolen

Under hele dit ophold på Zanzibar Højskolen håber vi, at du vil betragte skolen som dit nye hjem. Dine medkursister og det lokale personale bliver din nye familie, og sammen har vi et fælles ansvar for skabe en god synergi mellem os. Zanzibar Højskolen er en yderst dynamisk skole, hvor dig og dine medkursisters ideer og initiativer ikke blot bliver lyttet til, men også udført.

Boligforhold

Det er ikke meget tid man bruger på sit værelse på Zanzibar, for det er meget skønnere at være ude. En seng skal man dog have at sove i. På højskolens 4 måneders hold vil du enten blive indkvarteret sammen med 3 af dine medkursister i en hyggelig, simpel bungalow eller i et af værelserne i højskolens hovedbygning. Alt sammen tæt på stranden og det turkisblå hav.
Alle værelserne har tilknyttet bad, toilet og elektricitet. Strømmen kan dog være ustabil på Zanzibar og det er derfor nødvendigt, at du indstiller dig på, at den kommer og går.
Hands on Zanzibar holder til i et hyggeligt hus, som ligger ca. 250 m. fra højskolens område. Her vil du også komme til at bo på 4-mandsværelser, med delt bad, toilet og køkken. Huset ligger i forbindelse med et undervisningslokale og et lille, hyggeligt fællesareal.

Uanset hvor du kommer til at bo, får du en seng med rent sengetøj og myggenet, samt en elektrisk fane.

Vi hjælpes ad med at holde skolen pæn og ren i ugens løb. Dette er til for at skolen bliver ved med at være et dejligt sted at opholde sig samt at minimere chancerne for sygdom. Det foregår ved at man, sammen med sit værelse, ugentlig er ansvarlig for nogle tjanser på skolen som spænder fra oprydning i baren, feje, klargøring af volley-bane, sætte mad frem samt at hjælpe med at lave mad.

Har du spørgsmål? Skriv eller ring til os

Kontakt os

Tilmeld dig nu

Køjesenge på skolen

 Faciliteter

Midt på skolens åbne område har vi vores beachvolleybane, som ofte bliver brugt til en rask eftermiddagsturnering. Er du en af dem, der gerne vil holde din form ved lige, har vi også et fantastisk fitness område i bedste Rocky Balboa style. For dem der gerne vil nyde en god bog, høre musik eller sludre lidt, så er der vores hængekøje-lounge og sofa område (rævehulen). Til aftenens hyggestunder har skolen sin egen strandbar og bålplads, som altid bliver flittigt brugt.

Alle måltider bliver indtaget i spisesalen og tilberedt i køkkenet, som ligger lige ved siden af og summer af liv hele dagen. Skolen har også sit eget lille værksted, hvor blandt andet de hjemmelavede motionsredskaber er blevet lavet.

Men det bedste er nok, når man efter en dag i klasselokalet, kan tage sig en svømmetur i verdens største pool – Det Indiske Ocean.

Få en rundtur på skolen

Til dig fra vores tidligere elever

Fritiden på skolen

I din fritid på Zanzibar Højskolen er der, ud over at hygge sig på stranden med vennerne, masser af aktiviteter at deltage i. Vi har en ugentlig fodboldkamp med staff, beach volley hver dag, dykkerudflugter og surfture. Du kan også leje paddleboards, kitesurfe eller snorkle med delfiner.

Zanzibar er også verdenskendt for deres ”Spice Tours”, hvor du kan opleve, hvordan man laver krydderier. Du kan tage ind til Stone Town, som er den største by på øen, hvor du bl.a. kan se de flotte bygninger fra kolonitiden og spise på det berømte ”Fish Market” ved havnen om aftenen. I Stone Town har du også mulighed for at shoppe i et utal af afrikanske specialforretninger til billige penge.

Kunne du tænke dig at se hele Zanzibar på en anderledes måde, kan du leje en cykel eller en scooter, købe et kort over øen og så bare køre af sted i en weekend.

“Den forandring du ønsker i verden, skal du starte med at ændre hos dig selv”

— Mahatma Gandhi

Baggrund og ideologi

Zanzibar Højskolen er en privatejet tanzaniansk-skandinavisk højskole.

Det vil sige, at skolen er både tanzaniansk og skandinavisk ejet, men 100% drevet med afsæt i den danske højskole ånd, hvor dannelse, socialt samvær og samfundskritisk tænkning er i fokus. Konkret søger vi at skabe indsigt og udsyn ved at lade mødet mellem den skandinaviske og den tanzanianske kultur danne afsæt for selvrefleksion, kritiske diskussioner og erfaringsudveksling. Samtidig er skolen ramme om hyggelige aftner, afvekslende valgfagsundervisning og afslappende stunder, hvor venskaber på tværs af kulturer mødes.

Zanzibar Højskolen har eksisteret siden 2004 hvor to gode venner, Jan Iversen fra Danmark og Maksi Mbise (Masai) fra Tanzania, besluttede, at verden ville være et bedre sted, hvis unge mennesker lærte hinanden at kende på tværs af kloden. På den måde kunne man neutralisere frygt, racisme og manglende viden om andre religioner og kulturer, der desværre fører en masse negativt med sig. Jan og Masai havde, og har stadig, et fælles ønskede om at gøre folk bevidste om den manglende ligeværdighed, som de mener har gennemsyret Afrika og Tanzania i mange år. En manglende ligeværdighed, der desværre ofte ses blandt velmenende unge mennesker og organisationer, der mere eller mindre bevidst, forsøger at formidle opskriften på det lykkelige liv ud fra vestlige præmisser. Zanzibar Højskolen er bygget op om ligeværdighed blandt skandinavere og lokale tanzanianere, hvor vi lærer af hinanden og arbejder sammen om en bedre verden i fællesskab.

”Vi skal have det sjovt, det skal være ligeværdigt og det skal give mening for alle”. Disse er nøgleordene til næsten alt hvad vi foretager os og som vi vurderer vores succes på. Dette lyder måske umiddelbart uambitiøst, men det er lige netop den ”ambitiøse” handling på andres vegne som vores lokale venner synes skaber ulighed, og som vi ikke ønsker at repræsentere.

Vi laver mange spændende projekter sammen med lokalbefolkningen ud fra fælles gensidige interesser. Vi sætter en stolthed i at beholde vores frihed og handlekraft og derfor har vi aldrig underlagt os andre organisationer ligesom, at vi heller aldrig har modtaget økonomisk støtte. Vi har heller ingen politisk eller religiøs orientering som skal følges, men byder alle uanset køn, race og religion velkommen.

Zanzibar Højskolen har igennem de sidste 11 år fyldt ”refleksionsbagagen” på mere end 1000 skandinaviske højskolekursister. Skolen er i konstant udvikling og den oprindelige linje er i dag udvidet med en parallel linje, som vi har valgt at kalde Hands on Zanzibar. Derudover er der blevet oprettet en række kortere kurser for dem der ikke har mulighed for at deltage på de længerevarende ophold.

Skolen er i konstant udvikling og vores fremtidsvision er at kunne skabe en international linje, som vil åbne nye døre for kulturelle berigelser blandt unge.

Karibu Sana (hjertlig velkommen)

En oplevelse for livet og en investering i fremtiden

Det er en uvurderlig oplevelse at komme ud at rejse som ung, inden man for eksempel vælger studieretning. Dels bliver man mere moden og klar over sine værdier, dels har man på dette tidspunkt i sit liv mulighed for at opleve verden og ”fylde redskaber i sin personlige værktøjskasse”. Værktøjer, som ikke bare giver anledning til berigende oplevelser, men som skaber et solidt fundament for refleksioner, problemanalyse og løsninger samt kritisk tænkning. Alt sammen evner, som dels kan anvendes til personlig udvikling og som i den grad er relevant i forhold til studier og senere erhvervsliv.

Zanzibar Højskolen er netop for dig som vil rejse, studere og samtidigt udforske din indre eventyrer. Vores formål er at forene ovenstående i en skandinavisk højskolevirksomhed, hvor rejseoplevelser, nytænkende undervisning, sport, fællesskab og nye venskaber på tværs af kulturer går op i en højere enhed. At opleve og bo i Afrika er selvfølgelig fantastisk, men at dele det med nye venner med samme interesser forstærker de intense oplevelser og skaber ofte venskaber, der varer for evigt.

Lyder det som noget for dig?

Book et personligt møde

”Intet var muligt uden vores fantastiske crew”

Vores personale

Og hvem er vi så, os der arbejder på Zanzibar Højskolen? Vi er efterhånden blevet en stor flok, som jo ofte er spredt mellem Zanzibar og Skandinavien. Vi arbejder seriøst og med engagement og er gode til at hygge os og have det sjovt. OGSÅ når vi arbejder.

Jan

Jan

Stifter

Jan Iversen er opstarter og leder af Zanzibar Højskolen. Han er uddannet pædagog og har også en voksenpædagogisk grunduddannelse og er han skolens dykkerinstruktør.
Jan har, som en del af højskolens opstart, befundet sig de sidste 15 år mellem Afrika og Danmark. Han har over en længere periode arbejdet med gadebørn i Sydafrika og efterfølgende rejst rundt i det meste af Østafrika. Dette har, ud over en masse store kulturelle oplevelse, også været med til at etablere kontakter og venskaber med folk fra vidt forskelligheder kulture – venskaber og kontakter, som højskolen i den grad har stor fornøjelse af i dag. Derudover har Jan rejst i Asien og Mellemøsten, hvilket også har været med til at give højskolen sit særpræg af flerkulturel forståelse og accepthed.
Udover at dykke deltager han hellere end gerne i et godt spil beachvolley eller en lokal fodboldkamp. Når Jan ikke er på Zanzibar, bor han i København og har to drenge, Loke og Frej.

Massai

Massai

Med-stifter

Massai er Zanzibar Højskolens ”Top dog nr. 1”. Massai’s rigtige navn er Maksi Joseph Mbesi, men eftersom han var den første massai, som kom til Zanzibar, er han aldrig blevet kaldt andet end dette.
Massai er egentligt uddannet præst, men eftersom han fandt ud af, han ikke var religiøs, skiftede han embede. I dag er han manden, der på godt og ondt, ved alt om afrikansk kultur og politik. Hans evige smil og imødekommenhed er med til at gøre ham en yderst vellidt person, ikke kun blandt Højskolens elever, men også blandt lokal befolkningen. Massai er den første massai, som har lært at dykke, hvilket er temmelig imponerende i og med at han er bange for vand og ikke kan svømme.

Sofie

Sofie

Underviser på Hands on Zanzibar og i dykning

Sofie er uddannet biolog og dykkerinstruktør og har tidligere været ansat som miljøkendskabslærer. Hun har et godt kendskab til hvordan tingene fungere på Zanzibar og har lavet flere projekter med den lokale skole. Sofie vil sørge for at Hands on Zanzibar eleverne får en god introduktion til stedet og bliver rustet fagligt og personligt til at undervise på de lokale skoler.
Udover den store interesse for kultur, natur og miljø, er Sofie altid klar på lidt bålhygge eller en fodboldkamp (hun er tidligere 1. divisions spiller). Dykning er en af Sofies yndlingsbeskæftigelser, både hjemme i Danmark og på ferier, og hun har tidligere arbejdet som dykkerinstruktør i både Indonesien og Danmark.

Stefan

Stefan

Underviser i miljøkendskab

Stefan er uddannet biolog fra Københavns Universitet med speciale om numerisk kognitiv adfærd hos primater. Her undersøgte han hvorvidt kattalemurer kunne lære at tælle, hvilket jeg fandt frem til at de kunne. Dette vil betyde at hjernens center der styrer denne adfærd kan dateres 70 millioner år tilbage i tiden. Stefan er fascineret af evolutionsteori samt hvordan naturen med alle dens beboere inkl. mennesket eksisterer sammen. Han er meget interesseret i klodens faktiske tilstand kontra hvordan den almene person opfatter den. Stefan var efter STX-uddannelsen med en gruppe på adventure rejse rundt i Venezuela i 3 måneder, og har senere selv rejst til både Sydafrika og Indonesien. Stefan er uddannet tennisinstruktør, og bruger i Danmark en del timer på en tennisbane. Jeg er medlem af Danmarks Naturfredningsforening og som friluftsmenneske elsker jeg at være ude i den danske såvel som udenlandske natur.

Mikael

Mikael

Underviser i sport

Uddannet kandidat i idræt og sundhed fra SDU. Her har jeg har arbejdet med bl.a. læringspotentialet for børn efter fysisk aktivitet, aktivitetsudvikling, fysiologi, sportspsykologi, træning i byens miljø og mm. Jeg tog efter endt uddannelse til Qaqortoq i Grønland, hvor jeg underviste i idræt på B og C niveau. Jeg har desuden været elev på Zanzibar Højskolen i 2009.
Min fritid bruger jeg gerne på venner, fordybelse og ikke mindst fysisk aktivitet – af al slags. Det har bl.a. betydet foreningsdeltagelse i fodbold, håndbold, cykling, badminton, atletik, svømning, gymnastik, basketball, dans (i en kort periode!), volleyball og beachvolley samt masser af squash, tennis og fitness med vennerne. jeg er et udpræget bredde-idrætsmenneske hvilket I også vil fornemme hernede. Der skal være plads til alle! Men, jeg siger aldrig nej til en hård udfordring på beachvolleybanen hvor der bliver gået til stålet og det er sejren der er målet. Jeg er generelt vild med nye oplevelser, hvilket i sin tid også førte mig til Zanzibar.

Anne-Kirstine

Anne-Kirstine

Underviser i kulturforståelse

Anne-Kirstine er uddannet antropolog fra Københavns Universitet og har en stor interesseret for Østafrika, som hun har udviklet og udlevet gennem mange længerevarende ophold i regionen.
Hun brænder for at gøre antropologien mere folkelig og nyttig i forhold til de konflikter og misforståelser som udspringer af dagligdagens små og store kultursammenstød, både i og udenfor Danmark. Hendes primære sigte med undervisningen i kulturforståelse er derfor at give eleverne et fagligt fundament til at forstå de kulturmøder som livet på højskolen byder på og skabe et rum hvor fordomme, forvirring, frustrationer og ikke mindst fascinationen af det ”fremmede” kan diskuteres åbent og ærligt. Med afsæt i antropologiens evne til at observere, reflektere og stille ”nye” informerede spørgsmål, vil hun inspirere eleverne til en dybere forståelse for andres såvel som vores egen kulturelle og sociale adfærd.
I tillæg til sin lidenskab for Østafrika, er Anne-Kirstine glad med at opholde sig i naturen og leve mere simpelt, vandre og campere. Hun har en lille aktivistisk og kreativ iværksætter i maven og elsker at brainstorme, fantasere og sætte store og små projekter i gang.

Rashid

Rashid

Swahili-lærer

Rashid alias ”Maradona” er Zanzibar Højskolens swahili lærer.
Hvis man skulle vælge et ord som kunne kendetegne denne herlige person, så kan det kun være tålmodighed. Forestil dig gang på gang at måtte gentage de samme problematiske udtalelser, når os Skandinavere slå knuder på tungen i vores utallige forsøg på at sige Watcha wa seme, hakuna matata osv.
Ud over at være en fremragende swahili lærer er Rashid altid ekstrem imødekommende og man møder ham ofte, når han lige skal have at vide, hvordan det nu var man skulle udtale ”Rød grød med fløde”.

Karin

Karin

Underviser i selvindsigt

Uddannet psykolog fra Syddansk Universitet. Jeg er evigt interesseret i mennesker og deres interaktioner, deres kompetencer, historier og hvad de brænder for. Jeg tror på, at alle mennesker har fantastiske evner de bringer med sig i livet. Jeg brænder for at inspirere til at mennesker skal anvende deres fulde potentiale, og tør drømme og sætte sig fremtidige mål.
Livet er en legeplads for læring og udvikling hvor man i sit møde med mennesker, forskelligeartede oplevelser samt udfordringer bliver klogere på sig selv. På Zanzibar Højskolen er man tilpas langt væk fra dagligdagen, til at man kan udforske og ændre nogle af de vante måder man tænker og handler på derhjemme. På den måde er skolen et frikvarter og øvelses-rum, hvor man finder inspiration til at skabe flere og bedre handlemuligheder for sig selv i fremtiden.
Udover at være passioneret omkring menneskelig udvikling, har jeg en forkærlighed for dans, rejse og sætte mig i uvante situationer. Jeg har blandt andet arbejdet med danseterapi samt arbejdet frivilligt med gadebørn i Ecuador.

Beca

Beca

Indkøber

Beca er Zanzibar Højskolens mesterkok. Han er uddannet kok og har arbejdet på Zanzibars fineste hoteller. At skulle lave mad til de samme personer i 4 måneder i træk, må siges at være en utaknemlig opgave. Dette synes dog ikke at påvirke kokkene. De er altid omhyggelige og hver dag formår han og hans kollegaer at trylle fantastisk mad frem på bordet.

Edward

Edward

Daglig manager

Edward er skolens daglige manager, der sørger for at faciliteterne fungere, de praktiske ting er koordineret og at eleverne er glade og tilfredse. Edward er en skøn person, som ud over at være ekstrem hjælpsom og serviceminded, altid har en morsom kommentar med på vejen. Han er en super fodboldspiller, der altid står klar på fodboldbanen onsdag eftermiddag.

Nema

Nema

Højskole-mor og massør

Af Nema mødes man altid af et stort smil og et knus. Hun har været ansat på højskolen stort set altid og er nu blevet uddannet massør. Hun praktiserer på hotellet ved siden af højskolen og er fuldstændig fantastisk og uundværlig når man har små beachvolleyskader eller trætte kroppe efter rejse aktivitet.

Maneno/Bubu

Maneno/Bubu

Alt mulig mand

Bubu sørger for at skolen ser ordentlig ud og at alt er som det skal være. Han har et godt øje for detaljer og sørger altid for at vi har det godt.

Ali

Ali

Køkken

Ali arbejder i køkkenet, hvor man altid kan finde ham i godt humør. Han har været en fast del af køkkenteamet i flere år og er altid hjælpsom, hvis man mangler noget.

Abra

Abra

Køkken

Abra er endnu en af køkken drengene. På grund af hans unge alder mener de andre kokke, at han ikke helt er moden til at håndtere fisk og kød. Så indtil videre ses han oftest med hakkede agurker og tomater flyvende til alle sidder, når han endnu en dag står for tilbehøret til skolens retter.

Arafa og Bi Asha

Arafa og Bi Asha

Vaskedamerne

På skolen har vi ingen vaskemaskiner, det ordner vi normalt selv med håndkraft. Det sker dog oftest for de fleste, at de efter et par uger med egen vask vælger at ty til vores to ”super loundry women”.

Mod en beskeden betaling pr. stykke tøj, arbejder disse kvinder hver eneste dag men hænderne dybt begravet i sure sokker og svedige T-shirts. Imponerende …

Stevie

Stevie

Vagthund

Stevie er det afrikanske bud på Lassie. Han er skolens ”Top Dog”, der er en tro følgesvend når man går på stranden og som elsker at blive kløet bag øret.

Start dit livs eventyr!

Tilmeld dig nu

Overvejer du?