Hvad kan vi byde på?

Zanzibar Højskolen er for dig som vil rejse, studere og samtidigt udforske din indre eventyrer. På den Afrikanske tropeø Zanzibar har vi siden 2004 drevet skandinavisk højskole med det formål at kombinere rejse og uddannelse, sport og ude-liv med nye venskaber på tværs af kulturer. Alt sammen selvfølgelig med et væld af oplevelser fra Afrika.

Gennem nytænkende undervisning, lokalt projektarbejde og masser af udfordringer - både over og under vand - tager vi dig med på et Afrika eventyr, som med garanti byder på meget mere end du kan forestille dig. Et Afrika eventyr, som er sammensat med det formål at udvide din horisont, styrke din selvindsigt, give dig en større kulturforståelse samt et bedre kendskab til den natur vi er omgivet af.

”Den forandring du ønsker i verden,
skal du starte med at ændre hos dig selv”

- Mahatma Ghandi

Vi har to længerevarende kurser for dig, der ikke vil gå på kompromis og virkelig vil ind under huden på Afrika og så har vi en del kortere kurser for dig som har lyst til et kortere komprimeret eventyr. Læs mere under grupper og priser.

Et hurtigt indblik i hvad Højskolen tilbyder

Social sammenhold og nye udfordringer

Få nye venner for livet på tværs af skandinavisk og afrikansk kultur. At rejse, bo i og opleve Afrika er selvfølgelig fantastisk. Men at dele det med nye venner med samme interesser, forstærker de intense oplevelser og gør at venskaber varer for evigt.

Safari og Adventure tour

Eventyrlig rejse gennem Tanzania. Oplev nogle af verdens smukkeste seværdigheder, som f.eks. safari i Lake Manyara og det berømte krater, Ngorogoro. Vi vandrer i bjergene og bader i vandfald fra Kilimanjaro. Vi tager dig uden for turistruten til f.eks. Massai Krigere og områder du ikke drømte om eksisterede. Læs mere

Samarbejdsprojekter og Frivilligt arbejde

Gør en forskel ved at bidrage aktivt til det lokalsamfund du befinder dig i. Lær om dig selv og andre kulturer gennem dialog, samarbejde, undervisning af børn, arbejde på børnehjem og fritidsaktiviteter. 

Hands on Zanzibar: 12 ugers frivilligt arbejde 

Højskole holdet: en ugentlig projektdag som minimum. Læs mere

Et_hurtigt_indblik_1.jpg

Kulturforståelse

Bliv nuanceret i din forståelse af verden og dens kulturer. Få sat teori på de kulturoplevelser du møder både i Afrika og i Skandinavien gennem antropologisk og sociologisk undervisning.

Dykning

Oplev følelsen af vægtløshed i et fantastisk univers under vandet. Opleve det at svæve rundt mellem farvestrålende koraller, havskildpadder og meget mere. Du vil blive certificeret som PADI Open Water dykker, som du kan bruge overalt i verden - dykningen bruges som samspilsfag til miljøkendskab og selvindsigt 

Undervisere: To skandinaviske dykkerinstruktørerlæs mere

Selvindsigt

Hvem er du? Hvad har du med dig i bagagen? Hvordan kan du anvende det bedst muligt i din fremtid? Udvid din horisont og find styrken i dig selv. I selvindsigt kommer vi omkring psykologi, kommunikation, pædagogik og filosofi.

Swahili

Lær et nyt og spændene sprog, som samtidigt bygger bro mellem dig, Østafrika og Løvernes konge :) Teoretisk og "live" swahili, med mulighed for et intensiv kursus - Hakuna Matata

Miljøkendskab

Forelsk dig i Afrikas natur og udvid din forståelse for miljømæssige sammenhænge gennem biologiundervisning, safariture og ekskursioner i regnskove, mangrove og blandt vilde aber.

Idræt

Tag ansvar for din krop og dens velbefindende. I solopgangen på stranden dyrkes bl.a. beachvolley, fodbold, yoga og cirkeltræning m.m. Her findes noget for alle, også selvom man ikke er på samme niveau. Men det bedste er nu den afsluttende dukkert i Det Indiske Ocean.

Capoeira

Prøv kræfter med den brasilianske ”kampdans” Capoeira, som oprindeligt stammer fra Afrika. Dansen blev senere videreudviklet af de undertrykte slaver, som blev importeret fra Vestafrika til Sydamerika. I dag er denne akrobatiske sport populær over hele verden og har også fundet tilbage til Afrika og Zanzibar.

Kitesurfing

Med Pajes unikke beliggenhed med lange strande, relativt lavt vand og god vind det meste af året, er Paje et af verdens mest tiltrækkende steder for især Kitesurfere. Vi vil selvfølgelig ikke lade dig gå glip af sådanne muligheder og derfor tilbyder skolen også kitesurfing som en del af indholdet. Læs mere

Hvad får du med dig?

Hvad_fr_du_med_dig_A1.jpg

At navigere i samfundets uforudsigelighed, at træffe sine egne beslutninger og ikke lade sig styre af reklamernes magt eller mediernes skræmmebilleder, kræver at man har et godt fundament i sig selv.

På Zanzibar Højskolen vil du komme til at arbejde med at kende og acceptere din egen baggrund, styrker og svagheder, bevidste og ubevidste handlinger. Dette, kombineret med at bo i en anden kultur med andre spilleregler, bidrager til din udvikling som et nuanceret, tænkende menneske. 

Undervisningen på Højskolen er i høj grad brugbar og relevant for dig, der for eksempel gerne vil læse videre. De konkrete emner som indgår på skolen, her iblandt psykologi, kommunikation, filosofi, antropologi, sociologi, pædagogik, biologi, sport og swahili, undervises ikke som fragmenterede emner, men ud fra en helheds forståelse, som vil styrke dig i dit fremtidige studie og give dig et bredere perspektiv.

Ved at bo i Afrika finder man ud af, at lykke ikke absolut er lig med rigdom og at være fattig ikke nødvendigvis er lig med elendighed.

Afrika har en tendens til, på nærmest magisk vis, at kunne ”af-materialisere” os og vække grundlæggende værdier og kundskaber, vi måske har lagt lidt på hylden. Denne fornemmelse, i kombination med det fantastiske sammenhold på skolen, undervisningen, sportsaktiviteterne, samarbejdsprojekterne og livet med de lokale, vil hurtigt gøre at det lille stykke paradis på østkysten bliver en del af dig som du altid vil have med dig.

Videregående point og reference

Videregende_point_A1.jpg

Opholdet på Zanzibar Højskolen varer over 16 uger, hvilket betyder, at det i visse tilfælde kan være pointgivende for dig som et ”udlandsophold” eller som et ”højskole ophold”, hvis du vil søge ind på en videregående uddannelse. 

Efter endt ophold vil du modtage et kursusbevis, som beskriver de fagområder og de projekter du har deltaget i, samt en personlig udtalelse. Udover dine nye faglige kvalifikationer vil kursusbeviset også illustrere, at du er en selvstændig person, som tør vælge utraditionelle løsninger og ikke er bange for at stå på egne ben. Med andre ord, det som kræves lige nu i en moderne globaliseret verden.

Hvem er vi?

Hvem_er_vi_1.jpg

Zanzibar Højskolen er ikke nem at kategorisere. Vi er ikke en udviklingsorganisation, ikke en ”traditionel” højskole, vi har ingen politisk eller religiøs overbevisning og vi tilhører heller ikke den kategori, som mener det er den vestlige verdens opgave at redde Afrika fra fattigdom og diktatur.

Nej, vi passer ikke rigtigt ind. Det skyldes nok at vi efter flere års erfaring med at bo, leve og arbejde sammen med lokale venner, har lært at Afrika kan selv! I stedet vil vi hellere bygge på et ligeværdigt forhold, hvor gensidig inspiration, udveksling af kompetencer og ikke mindst en stor portion humor ☺, er nøgleord for vores hverdag og de projekter vi deltager i.

Ovenstående er også meget rammende for, hvordan hele skolen er blevet til.

Zanzibar Højskolen er en privatejet skole og er ikke underlagt andre organisationer. Vi har ingen politisk eller religiøs orientering eller overbevisning, men byder alle uanset køn, race og religion velkommen. Karibu Sana (rigtig velkommen)

Hvad kræver det af dig?

Hvad_krver_det_af_dig_1.jpg

En rejse til Afrika er en fantastisk oplevelse og ikke mindst en øjenåbner for kulturens mangfoldigheder. Derfor er det væsentligt, at du interesserer dig for Afrika og at du har gjort dig nogle tanker om, hvad du vil med dit ophold.

Det er rigtigt, at vi tilbyder spændende adventures og bor ved pulverhvide sandstrande med egen hængekøje lounge. Men det er vigtigt for os at slå fast, at Zanzibar Højskolen ikke er en feriekoloni, men vi er blot ekstremt privilegeret med vores beliggenhed. Vi tager undervisningen og de lokale projekter, vi deltager i, seriøst og vi har en klar ideologi med det vi gør. Dette er ikke ensbetydende med, at vi ikke har det sjovt – tværtimod. Vi har det altid sjovt. Vi forventer dog samtidigt et bidragende engagement og en moden holdning, men ikke mindst at du er åben overfor forandringer og nye indtryk fra en anderledes kultur end den du kommer fra.

Vi ønsker at ændre på tanken om Afrika som et tredje verdens land, der kun kan eksisterer ved hjælp af bistand fra den vestlige verden. Der findes mange andre organisationer, som arbejder med ren samvittighed og opskriften på en bedre verden for de fattige, men det er ikke vores omdrejningspunkt.

Tager du med os, kræver det at du er indforstået med at opleve Afrikas gyngende grund på godt og ondt, i rigdom og fattigdom, i kaos og idyl og ja - Du vil elske det!

Til dig som måske skal rejse væk første gang i længere tid, eller for dig som bare syntes Afrika måske er en rigelig stor mundfuld - Så vær ikke urolig - De tanker forsvinder hurtigt, når du allerede i flyet herned møder dine medkursister, som sikkert har det lige sådan. 

Du kan forvente en underholdende blanding af dansk, svensk og norsk i undervisningen, men det vil også være en fordel, at du kan gøre dig forståelig på engelsk.